Kunst & Håndværk

Denne måned byder på to udstillere - nemlig de to grafikere Mette Eriksdatter og Conny Mosegaard, som bla viser ætsinger og monotypier.

Conny Mosegaard skriver flg om sig selv:

Mit navn er Conny Mosegaard, og jeg er født i 1978.
Min uddannelse har været målrettet mod billedkunsten, hvor jeg har fået drømmen om at gøre denne til min levevej.
Inspiration finder jeg i hverdagen, i historier, eventyr, mennesker, naturen og ikke mindst fugle.
Jeg vil gerne videregive min kunst ud i den store verden, således at den kan glæde mange andre end mig selv - at være til glæde for øje og sind.
Jeg har gået på Daghøjskolen i Odense og Langelands Kunsthøjskole og er gennem flere år blevet undervist af Anne Krebs, Gunvor Krebs og Palle Rico Hjorth på Fyns Tegne- og maleskole.
Derudover er jeg uddannet billedfaglærer fra Seminariet for Kunst og Håndarbejde i Kerteminde.
Jeg er medlem af Fyns Grafiske Værksted.

Mett Eriksdatter skriver:

Farver, naturen, eventyr, intuition er for mig livets eliksir.

Mennesket har brug for at drømme,

og derfor har jeg kastet mig ud i Monotypiens og maleriets verden,

 der byder på mange forskellige udtryk og teknikker.

Mit arbejde med monotypier og malerier udvikler sig for hver gang,

jeg går i gang med en ny opsætning. Ideen starter i det øjeblik farverne vælges.

 Den ene dag er det jordfarver, den anden er det røde,

 grønne, blå og gule nuancer – lidt efter humør og årstid,

 men også hvad jeg ellers måtte være inspireret af på det tidspunkt.

 Naturen giver mange fantastiske input med sine mange stemninger,

 skoven med sin utrolige frodige farvepalet,

 marker som gror og spirer, stranden og havet som giver sjæle fred.

 Mennesker og deres bevægelser og følsomme udtryk og situationer. Historier,

religion og eventyr fremkalder sanselige øjeblikke og sætter spor i mine indtryk,

 giver overflod til min intuition og fornemmelse for at skabe.

 

Udstillingen varer hele maj måned og kan ses i åbningstiden.

Kunst & Håndværk, Claus Bergs Gade 5A, 5000 Odense C, mobil: 2991 6839, artandcraftsodense@gmail.com www.partnerhouse.dk